Navn: Jonas Bjerregaard
CS electric: Esbjerg
Maskinmesterpraktikant Jonas Bjerregaard har netop afsluttet sit 9 måneders praktikforløb hos os. Lige straks skal han tilbage på skolebænken på Aarhus Maskinmesterskole / Aarhus School of Marine and Technical Engineering på sit 4. semester. Jonas arbejdede i sine sabbatår som tømrer og valgte at tage maskinmesteruddannelsen, fordi det efter hans mening er den bredeste tekniske uddannelse.
"Der er masser af praktik, det er virkelighedsnært, og der er hands on", siger Jonas.
Valget om CS electric som praktikvirksomhed skyldes godt netværk:
"Min kammerat har haft Rasmus Loof Hedegård som chef, og han er bare fin. Jeg blev anbefalet at søge herud. CS electric har masser at byde på – tavleværksted, el-dokumentation, serviceafdelingen, muligheder for at tegne, sejle osv."
Jonas har været overrasket og glad for den åbenhed og 'det-finder-vi-ud-af-tilgang', der er i CS electric:
"Det er helt unikt, at jeg har fået de muligheder. Det har mine studiekammerater slet ikke. Hos CS electric har vi sammen skræddersyet det, som passer til mine ønsker og drømme. Og det er stort for mig."
"Jeg er blevet sendt til søs. At sejle er en helt anden verden. Det er ikke den vej, jeg vil gå, men det vidste jeg ikke inden. Jeg har været i Thyborøn, gået i en lille provinsby i Shanghai, og oplevet ting jeg aldrig ville opleve som turist. Jeg har også været i ingenmandsland i Indien."
Et andet højdepunkt for Jonas har været arbejdet på tavleværkstedet:
"På skolen har det taget mig 100 år at forstå el-delen, men i selskab med Frede Knudsen har jeg fået det i hænderne, og det har gjort mig skarp", slutter Jonas.