Da Benjamin Neesgaard oprindeligt uddannede sig som eventtekniker, var det et arbejdsliv fyldt med festivaler og teaterproduktioner for øje.
Men i 2020, midt under coronapandemien, valgte han at skifte spor og uddanne sig til forsyningsoperatør. Efter uddannelsen arbejdede han en periode inden for forsyningsområdet, men ambitionen om at udvikle sig videre førte ham hurtigt mod større ansvar og ledelsesopgaver. Derfor tog han en lederuddannelse og blev ledende tekniker.
I december 2025 startede Benjamin som projektleder på luftledningsprojekter i Caverion og har i dag ansvaret for flere store højspændingsprojekter.
Hans rolle spænder bredt. Han står blandt andet for myndighedskontakt, indhentning af tilladelser, koordinering af udetider, udarbejdelse af arbejdsbeskrivelser samt sikring af, at montørerne har de rette forudsætninger for at udføre arbejdet sikkert og effektivt.
”Min opgave er i høj grad at sørge for, at alt er på plads, så montørerne kan koncentrere sig om deres arbejde. Samtidig har jeg ansvaret for projektets sikkerhed, kvalitet og for at vi når vores deadlines,” fortæller han.
Netop den brede kontaktflade er noget af det, Benjamin sætter størst pris på ved rollen som projektleder.
”Jeg kan godt lide interessenthåndtering. Jeg arbejder med mange forskellige mennesker og bevæger mig mellem alle niveauer i organisationen, fra ledelsen til dem, der står ude på projektet. Jeg fungerer som det koordinerende led mellem mange parter.”
Det der motiverer ham mest, er muligheden for at følge et projekt hele vejen fra den første henvendelse til den endelige aflevering.
”Jeg synes, det er spændende at være med gennem hele processen og se, hvordan et projekt udvikler sig fra idé til virkelighed. Det giver en stor tilfredsstillelse, når man står med det færdige resultat og ved, at man har bidraget hele vejen,” afslutter Benjamin.